Træt… Bare træt….

on

Træt – En følelse i kroppen. Et synonym for udkørthed. En fysisk tilstand og ikke mindst et ord som pt. kan beskrive min lede mod et unyanceret mediebillede af overenskomst diskussion.

En træthed som munder i en ensidig fremstilling af de vigtige politiske forhold som pt. gør sig gældende i diskussion om den fremtidige offentlige sektor og ikke mindst vejen frem for aflønning, arbejdsvilkår etc. for tæt ved 800.000 offentligt ansatte.
Flere meningsdannere mener de har løsningen, men fælles for dem alle er en manglende evne til at nuancere billedet mere end blot:
– De offentlige ansatte betaler prisen.
– Hvorfor skal offentlige have større lønstigning end de private. Det har de ikke fortjent.
– Betalt frokostpause… Hvorfor helvede skal man have det i det offentlige, når nu det er mine skattepenge.
– Moderniseringsstyrelsen søger at afvikle den danske model…

og mange flere. Holdningerne afspejler sjovt nok det pågældende medies generelle politiske holdning det værende sig givet i politikken, JP eller Berlingske.

Jeg finder det svært at finde nogle der reelt anskuer problemet fra flere sider i diskussion, så nu giver jeg mit besyv med. Jeg skal dog sige, at jeg selvfølgelig ikke har alle svarene, men jeg vil nu en gang prøve.

En presset national økonomi og almen uenighed på Borgen styrker bestemt ikke vilkårene for enighed på tværs af samfundet. Når man generelt har svært ved at finde enighed om finanslov, udlændingepolitik, ældreområdet samt ikke mindst de nylige reformer af ghettoområdet fremsat i den forgangne uge, er det selvsagt også svært at blive enige om at prioritere de nationale finanser. Specielt når national-virksomhed som udgangspunkt er en nulforretning og i mange tilfælde ligeledes en underskudsforretning. Det offentlige har ikke til opgave at skabe overskud og alle har en forventning om, at få lige del i det danske velfærdssystem. Faktum er at riget fattes penge, hvis man

A– ikke er villig til at investere, omprioritere og reformere velfærdsstaten som vi kender den idag.
B– Ikke er villig til at prioritere eg. sundhedssektoren ift. hvilke tilbud man skal og ikke mindst IKKE skal tilbyde på bekostning af andre områder i en presset økonomi.
(såsom eg. dyre ikke-evidensbaserede behandlingstilbud, blot fordi en “influencer” eller anden tosse på socialemedier ytre en holdning baseret udelukkende på mere eller mindre mangelfulde personlige holdninger som vi eg. så det med vacciner, HPV-piger etc.

Vi må blot acceptere, at man på samme måde som i almen husholdningsbudgetter ikke har råd til at spise michelinmad på daglig plan, medmindre man har en indkomst der tilsvarer omkostningen og derfor nogle dage må acceptere at spise fadkoteletter eller havregrød. På samme vis som at studerende ikke kan drikke starbucks, men bør nøjes med filterkaffe fra fakta.

Hvis vi kigger på fagorganisationernes holdning er de et langt stykke hen ad vejen også galt på den. JA de har ikke fået kæmpe lønstigninger de forgangne overenskomstforhandlinger og det bør være på tide. Men at møde op med ultimative krav og uvillige til forhandling er håbløst. Om ikke andet bør man søge kompromis. Ydermere at sammenkæde forhandlinger i kommune, region og stat med lærernes lovmæssigtfastsatte arbejdstidskrav er helt hovedløst. Selvfølgelig står de stærkere sammen og det er uhensigtsmæssigt at arbejdstiden for lærerne er fastsat ved lov. Vi må blot erkende, at da dette skete var det et opgør med årtiers manglende kontrol og krav til dokumentation for anvendt tid i eg. folkeskolesammenhæng. Man kan ej heller i det private blot fakturerer et utal af overarbejdstimer på egen bopæl uden dokumentationskrav. Jeg synes personligt ikke, at tilstedeværelseskravet ifm. forberedelse er utilstedeligt, men der skal selvfølgelig være plads til individuelle aftaler, hvilket skal ske som en aftale ml. leder og arbejdstager snarere end ved lov. Skal lovgivningen revideres, ja selvfølgelig. Men ved at sætte alt op i sort og hvidt fra fagorganisationernes side er hovedløst og uden ståsted i virkeligheden.

Når det så er sat mener jeg, som tidligere offentlig ansat og kommende offentlig ansat i sundhedssektoren, at det generelle aflønning ift. private omstændigheder og den generelle inflation i samfundet er ALT FOR LAV samt at dokumentationskravene er ALT for omfattende.

Så er der hele problemstillingen vedr. “betalt” frokostpause. Det er ganske rigtigt at denne praksis forekommer i det offentlige i stor grad og måske også i uhensigtsmæssig grad. Dog er fakta også, at en betalt frokostpause giver arbejdsgiver mulighed for at diktere tid, opgaver samt har rådighed over medarbejderen i disse pauser. Er det nødvendigt for en HK ansat i kommunen. NEJ ville være det umiddelbare svar. Men kigger vi mod sundhedssektoren, forsvaret, politiet og beredskabet mener jeg vi alle kan være enige om, at betalt frokostpause og deraf rådighed over medarbejderen i den totale arbejdstid giver god mening. Jagten på bankrøvere, behandling af et hjerteanfald i skadestuen eller blot at være på vagt hvis der udbryder brand er til vores alles bedste og kan faktuelt ikke sættes på pause blot fordi en medarbejder betaler egen frokost og således ikke er til rådighed for arbejdsgiver. DETTE er essentielt det som jeg mener er det springende punkt i forhandlingerne. Skidt pyt med en minimal lønstigningsforskel på 1.5 %. Det mærker den enkelte ikke alligevel. Men at man som stat laver DJØF’ificerede regnestykker som viser en mulig arbejdsforøgelse på 2.5 time ugentligt hvis man sløjfer en frokostpause hos alle offentlige ansatte er fuldstændighed hovedløst uden
1. et kompensatorisk lønløft
2. en tilføjelse af midler til øget medarbejder ansættelse.

Tager vi udgangspunkt i sundhedssektoren vil en ændring af pauseregler medfører 5 timers ekstra tilstedeværelse på eg. OUH ugentlig. Dette fordelt på treholdskift for langt det meste sundhedsfaglige personel.
Dette vel og mærke uden en kompensatorisk lønsstigning til trods for øget tilstedeværelse på 13.5 % på arbejdspladsen ugentlig. Ydermere venter virkeligheden fortsat ikke, mens en sygeplejeske “nyder” sin selvbetalte pause, hvorfor det må påregnes som for nuværende at det moralske, etiske og medmenneskelige ansvar langt de fleste sygeplejesker føler vil medfører at disse pligtopfyldende mennesker fortsat vil arbejde i deres “egen” pause for vores alles fælles bedste. Så reel set en forekommer arbejdsforøgelse på 13.5 %, øget pres på den personlige front, og en, hvis det bliver godkendt i sidste ende” kompensatorisk lønsstigning over 3 år på 6.7 %. Altså modsvarende blot 50 % af den reelle arbejdsstigning. De ansatte skal således betale for at der indgåes en ny overenskomst. DET HÆNGER JO IKKE SAMMEN.

Faktum er, at jeg allerede en gang har lagt mit helbred på blokken og jeg vil meget nødig lægge andre samme sted. Desværre er jeg efterhånden kynisk og hvis jeg tvinges til at betale min egen frokostpause vil det medfører en inaktivitet i min egen tid for mit eget vedkommende. Dette værende uanset om en person er ved at dø (selvfølgelig overdrevet), da jeg ikke forære min arbejdsgiver gratis interessetimer. Det kan jeg ikke være bekendt overfor kollegaer, mig selv eller min familie.

Tilbage til kompromis-forslaget. DEL NU DE FORHANDLINGER OP. Der er forskel på sygeplejesker, HK-ansatte, Gymnasielæren og pædagogen. Tag et realitetstjek og lav individuelle forhandlinger sammen med nye briller på og mon ikke en lønstigning til det hårdt arbejdende offentlige ansatte er ved at være på tide. De fleste kan blive enige om, at man ikke tjener nok i forvejen som offentlig ansat uden yderligere opgave- og arbejdstidspålæggelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *